Ida20

Ida3

Først og fremmest så håber jeg, at I alle har haft en fantastisk jul, og at I kom godt ind i det nye år. Mit år 2014 har været et travlt år, hvor der er sket mange store ting. Både gode og dårlige ting; Det har været et år, hvor jeg har lært mig selv bedre at kende på godt og ondt, og jeg er blevet bedre til at mærke efter og vide, hvornår jeg skal sige stop og nej tak.

Her er (nogle af) mine nytårsforsæt for 2015

1. Jeg skal være god ved mig selv – og min krop.

Jeg er min egen værste fjende, når det handler om at være kritisk. Jeg kan være rigtig hård ved mig selv, og jeg er meget selvkritisk, når det omhandler mit liv og min krop. Er slem til at synes: ‘at det aldrig er godt nok.’ Jeg skal blive bedre til at acceptere, at man ikke altid kan nå det hele – og lære at prioritere bedre. Hellere vælge noget fra og så gøre det ordenligt – end at gøre alting halvt!

2. Jeg skal for alvor i gang med marathon træningen.

Jeg har meldt mig til Copenhagen Marathon 2015 søndag d. 24. maj. Har knapt 5 måneder til at komme i mit livs løbeform, og jeg har intentioner om at gennemføre!

3. Jeg skal styrketræne mere.

Jeg elsker at styrketræne. Jeg har altid været en lille splejs med kyllinge arme og ben. Derfor er jeg de sidste par år begyndt at få øjnene op for styrketræning. Jeg har ingen intentioner om at blive ‘stor’ – men vil gerne have en stærk krop, og det opnår jeg ikke ved kun at løbe og danse. Jeg har blandt andet en lille drøm om at squatte med 60 kg inden sommerferien 😉

4. Jeg skal bruge min tid fornuftigt – og undgå at blive stresset.

Jeg har fået mig et nyt studiejob, som jeg starter på her i januar efter min ene eksamen. Det foregår på Rigshospitalet i deres kommunikationsafdeling, hvor jeg skal sidde og rode med hjemmeside, intranet og div. kommunikationsopgaver. Jeg har siden jeg startede på mit studie (Kommunikation og IT, Københavns Universitet) godt kunne tænke mig et studierelevant arbejde, og nu har jeg været så heldig at få ét. Det har desværre betydet at jeg har måtte indse, at der var for få timer i døgnet til at være fuldtidsstuderende og havde tre jobs. Derfor har jeg valgt at stoppe med at undervise i Fitness World, hvor jeg ellers har haft 3 hold om ugen. Det var et svært valg – men jeg kan mærke, at det var det rette at gøre på nuværende tidspunkt i mit liv.

5. Jeg skal have bloggen op at køre for alvor!

Jeg er ambitiøs omkring bloggen, derfor skal år 2015 også været året, hvor jeg bruger tid og energi på at få den op at køre. Og det ser jeg MEGA meget frem til 🙂 Jeg har valgt at begynde at blogge udelukkende fordi jeg synes det er sjovt, og fordi jeg gerne vil kunne hjælpe andre til at finde deres sunde livsstil, ved at give et indblik i, hvordan jeg stræber efter og finder frem til min.

6. Jeg skal bruge mere tid på min kæreste, venner/veninder og familie.

Jeg skal blive bedre til ikke at have for travlt hele tiden – og det inkluderer at jeg skal bruge mere tid på mine relationer. Jeg tror at det sociale spiller en kæmpe rolle, når det handler om at have det godt mentalt! Det er vigtigt at have mennesker i sit liv, som bakker én op. Mennesker, som får det bedste frem i sig, og personer som man altid kan regne med.

7. Jeg skal blive klogere på mig selv – og komme i balance.

Jeg skal prøve grænser af i år 2015 og lære mig selv bedre at kende. Jeg skal endnu mere ud af min comfortzone og jeg skal finde balance både fysisk og psykisk ift. min sundhed. Jeg skal udfordre mig selv. Prøve nye ting af – og hold nu kæft, hvor jeg glæder mig!

Godt Nytår allesammen!!!
2015 – BRING IT